Den grønne Chardonnay-drue er en af de mest udbredte og populære druesorter på verdensplan. Dens popularitet, som Chardonnay hvidvin nyder, skyldes i høj grad, at druen generelt giver rigtig gode resultater og stort set kan tilpasse sig ethvert klima – lige fra det køligere og kontinentale Frankrig over det knastørre og ekstremt varme Australien til kystområderne i Californien.
Som følge af den store udbredelse kan man ikke sige, at der findes ét gennemgående fællestræk ved Chardonnaydruen på tværs af kloden. Derfor betragtes Chardonnay som en alsidig, men neutral druesort, som kan spænde bredt.