Brunello di Montalcino

Historien om Brunello di Montalcino

Selve druen "Brunello" har en lang historie bag sig, og nogen mener sågar, at man kan spore den helt tilbage til romersk vinproduktion. Det skyldes blandt andet, at navnet Sangiovese er afledt af det latinske udtryk ”Sanguis Jovis”, som oversat betyder ”Joves blod” – hvilket refererer til den romerske gud Jupiter.

Alligevel var det først omkring 1700-tallet, at druen begyndte at opnå anerkendelse i Toscana som en af de populære og mest dyrkede druer i regionen. Brunello-druen blev først klassificeret som en individuel variant af Sangiovese-druen i starten af 1900-tallet.
Karakteristik for rødvine fremstillet på Brunello-druen er en flot granatrød farve og en dejlig duft af tørrede blomster, krydderier og modne frugter. Samtidig er den særdeles behagelig i munden med sin flotte struktur, behagelige garvesyre og lange eftersmag. 

Hvordan blev Brunelloen opfundtet?

Brunelloen blev i sin tid opfundet af det traditionelle vinhus Biondi Santi, som den dag i dag stadig eksisterer. Det skete tilbage med årgang 1888, da Ferruccio Biondi Santi lancerede en vin baseret på Sangiovese-klonen Sangiovese Grosso. Dengang var det kutyme at iblande hvide druer til Sangiovese-vinene, men denne var noget atypisk lavet 100% på den røde Sangiovese og derudover lagret i mange år. 

Biondi Santi Brunello di Montalcino Riserva blev med tiden en særdeles eftertragtet vin. Og da den også udelukkende blev produceret i særligt gode årgange blev berømmelsen ikke mindre.

Berømmelsen tog især fart, da deres Brunello Riserva 1955 i 1969 blev serveret til en statsmiddag på den italienske ambassade i London. Vinen, som fra 1888 indtil 1955 i øvrigt kun var blevet lanceret i fire årgange, var fremragende - og herefter gik snakken med stigende efterspørgsel og højere priser til følge.

En voksende skare af producenter fik øjnene op for at producere den berømte vin. Og da en anden kendt Brunello-producent (Castello Banfi) ved hjælp af dygtig markedsføring virkelig fik gjort amerikanerne opmærksomme på vinen, tog efterspørgslen og produktionen i Montalcino-området for alvor fart.

Efterfølgende er området blev udviddet flere gange. Og fra at der tilbage i 1975 kun var 25 producenter, er der i dag mere end 240! 

Kravene til Brunello di Montalcino

I 1980 opnåede regionen den italienske vinlovgivnings DOCG-status, hvilket betød regler for produktionen af Brunello di Montalcino. 

Ud over den geografiske afgrænsning, krav til høstudbytter og en minimums-alkoholprocent blev der blandt andet også stillet krav til lagringen. Dengang skulle vinen lagres minimum 42 måneder på fade, hvilket i dag er sat ned til min. 24 måneder. 

Nogle af reglerne for en Brunello di Montalcino:

• Minimum alkoholprocent på 12,5%
• Maximalt høstudbytte på 8 ton/ha
• Lagring minimum 5 år totalt - heraf min. 24 måneder på fade og min. 4 måneders flaskelagring (6 år for Brunello Riserva og min. 6 måneders flaskelagring)
• Druen skal udelukkende være Sangiovese Grosso

Hvordan smager en Brunello?

Som følge af geografien og klimaet i Montalcino modnes Brunello-druen mere fuldstændig og konsekvent end andre steder i Toscana. Netop disse faktorer bidrager til kroppen, farven, ekstrakten og garvesyren, som ofte forbindes med Brunello di Montalcino.

Alt afhængig af den enkelte producent er Brunello derfor typisk en kompleks og lagringsværdig vin med en god portion tanniner og højt syreindhold, som gør den særlig velegnet til proteinrige kødretter. Dette kunne for eksempel være den toscanske klassiker Bistecca alla Fiorentina. 

Rosso di Montalcino - Brunellos lillebror

At købe god Brunello kan være en bekostelig affære. For på grund af de skrappe produktionskrav er Brunello jo aldrig en billig vin. (Finder du den derfor til under 150,- kr i det lokale supermarked, så er den næppe pengene værd).

I stedet for kan det anbefales at købe en Rosso di Montalcino fra en af de gode producenter. Mange producenter vælger nemlig at producere deres Rosso di Montalcino fra samme marker (dog ofte yngre vinstokke), som det er tilfældet med deres Brunello. 

Kravene til Rosso di Montalcino er selv sagt ikke lige så strikse, som det er tilfældet med Brunello. Derfor er vinene typisk mere tilnærmelige i sin ungdom og hjælper desuden vinbønderne med at skaffe noget cash-flow.