En supertoscaner er efterhånden et særdeles benyttet begreb, som dækker over en række vine, som ikke følger den toscanske vinlovgivning. Fænomenet opstod tilbage i 70'erne som en slags kvalitetsmæssig provokation, hvor nogle producenter bevidst valgte at lave kvalitetsvine på druesorter, som man ifølge den toscanske vinlovgivning ikke måtte benytte sig af. De første eksempler herpå var de i dag særdeles kendte Tignanello og Sassicaia. Tignanello indeholder en relativt stor andel af Cabernet Sauvignon og Cabernet Franc, mens Sassicaia primært er lavet på Cabernet Sauvignon. De mest gængse eksempler på supertoscanere er vine lavet på de klassiske Bordeaux-druesorter, som Cabernet Sauvignon, Merlot og Cabernet Franc, men nogle producenter vælger også at benytte sig af eks. Syrah.