Emner: områder

Nebbiolo fra Barbaresco

Alternativet til kongernes vin

Vinnørder ved, at nebbiolo er en kræsen drue, der ikke sådan lige tilfredsstiller hvem som helst. Derfor er nebbiolo-vinene også nogle af dem, som man er mest varsom med at servere for farmor til familie-frokosten.

Nebbiolo er om nogen en enfant terrible. En tanninrig og struktureret drue, der kræver fokus og fordybelse fra nyderen. Alligevel kan den være særdeles vanskelig at fange på det rigtige tidspunkt. Ja, faktisk får den så ofte det forkerte ben ud af sengen, at der simpelthen bare er alt for store risici ved at servere den for den mere brogede vinkyndige familie. Ikke mindst, fordi at nebbiolo sjældent er billigt! For ærlig talt – hvem gider at kaste penge ud af vinduet?

Men lige så besværlig og utilnærmelig nebbiolo kan være, lige så fantastisk og unik kan den være, når nyderen giver den fokus og vel at mærke fanger den på det rigtige tidspunkt. Og netop derfor elsker nørderne den.

Nørder er der dog tilsyneladende blevet flere af. For efterspørgslen på de nebbiolo-baserede vine har aldrig været større. Især Barolo! Vinen der tilbage i historien blev populær blandt den lokale overklasse og ved hoffet, hvorfor man begyndte at omtale Barolo som ”Kongernes vin, vinenes konge.”

Er Barolo det nye Bourgogne?
– og hvad er alternativet i så fald?

År efter år ser vi så hastige prisstigninger i Barolo, at det nærmest minder om den forvandling, som Bourgogne også har gennemgået. For godt 10 år siden kunne man fx købe en Barolo Monprivato fra G. Mascarello til 400-500 kr. En pris, som man i dag kan lægge ca. 1.000,- oveni. Efterspørgslen på de kendte Barolo-vine er de seneste år blevet stor med voldsomme prisstigninger til følge. Og vine, som man nemt kunne anskaffe sig for nogle år tilbage, er blevet ubetalelige for flertallet. Og hvad gør man så?

Barbaresco

Selvom priserne i Barbaresco også er blevet højere de seneste år, når de med enkelte undtagelser slet ikke op i Barolo-højderne. Og med fare for at få Barolo-enficionados på nakken vil vi endda mene, at der er større risiko for at blive skuffet ved et Barolo-køb frem for et Barbaresco-køb. For når efterspørgslen og priserne stiger i en så hastig grad, er der altid en større andel af mindre gode producenter og co-operativer, der springer over, hvor gærdet er lavest for at få en bid af kagen.

Gode Barbaresco-producenter

Eksempler på gode Barbaresco-producenter er Massimo Rivetti og Andrea Sottimano.

Hos Rivetti frembringer den unge Davide Rivetti imponerende nebbiolo-vine til skillingen, mens den mere kendte Andrea Sottimano de seneste år har markeret sig som en af Piemontes ypperste og mest anmelderroste producenter.

Og finder man stadig deres Barbarescoer for dyre, kan man i høj grad også gøre deciderede nebbiolo-kup ved køb af deres Langhe Nebbiolo’er.