Guide til tysk vin

Bliv klogere på tysk vin - og riesling-trumfen

Det kommer ikke som en overraskelse for vinentusiaster, at Tyskland langsomt igen har indtaget Danmark. Denne gang ikke så pludseligt - og på langt mere fredelig vis. Dette med enestående vine, som for størstedelen er lavet på riesling. Terroirtro kvalitets-riesling, vel at mærke. For foruden at lave strømlinede kvalitetsbiler kan vores tyske naboer bare noget med deres lige så strømlinede riesling-vine.

Langsomt har vi danskere nemlig fået øjnene op for den tyske riesling-stil, hvis dominans ellers førhen tilfaldt franskmændene lige på den anden side af den tyske grænse. I Alsace, vel at mærke.

Riesling er den tyske konge-drue

Ligesom tyskerne (og franskmændene ikke at forglemme) kan noget med den ædle riesling-drue, kan druen også bare noget i sig selv. For er der ret beset nogen anden drue på kloden, der formår at udtrykke sig som riesling, der på en og samme tid kan udtrykke sig rankt, finesse-rigt, sprødt og flintet?

Og er der noget andet trumfkort af en drue, der på en så enestående ærlig og nærmest nøgen måde formår at udtrykke stedet, den er kommet fra?

“Når det er sagt, så anser jeg bare stadig riesling som jordbunds-fortolkeren over dem alle. Det er som om riesling fra tyske steder mangler alt flæsk, kød, fedt, sminke, pop, smart-ass-frisure, højt hår, kostume og facade. Riesling er en slags afskrællet kerne, en slags indre ægthed, en tonusvin, en urvin, der skal begribes i en eller anden udefineret balance og vekselvirkning mellem udadvendt aromarigdom og struktur.”
- René Langdahl, renelangdahl.com

Tysk rieslings alsidighed er i dag langt mere end halvsød Liebfraumilch, hvilket vi her vil give dig et kort overblik over.

Tyskland - det store land med den lille vinproduktion

På trods af Tysklands størrelse er landet stadig meget beskedent set i forhold til arealet for vinproduktionen. Rent faktisk kan Tyskland kun lige med nød og næppe snige sig ind på top 10-listen over verdens mest vin-producerende vinlande. Ja, faktisk tæller vinproduktionen kun ca. 1/5 i forhold til mængden af den vin, der fx produceres i Italien! Selv et stadig relativt ukendt vinland som Kina producerer mere end 50% mere vin end Tyskland!

Set i forhold til den beskedne produktion, andelen af højkvalitetsvine og vinjournalisternes fokus på tysk vin er priserne fortsat meget overkommelige. Vel at mærke så længe det varer.

For ærlig talt kan niveauet på de helt store tyske riesling-vine jo i dag hamle op med verdens ypperste hvidvine. Og set i forhold til, at det amerikanske vinmagasin, The Wine Advocate, anmeldte sølle 134 Moselvine i årgang 2003 og til sammenligning 732 i årgang 2018, kan man godt fornemme, hvor priserne i fremtiden bevæger sig henad.

Tysk vin er ikke kun lig Mosel

For mange danskere er tysk vin ensbetydende med Mosel. Og selvom Mosel da også tegner sig for mange kvalitetsvine, er regionen ikke den største – og langt fra den eneste, der leverer kvalitetsvine.

Vi tegner her et lille portræt af fire producenter fra fire forskellige tyske regioner.

Rheingau-legenden Robert Weil

Med en historie, der kan dateres helt tilbage til 1867, er Robert Weil en af tysk vins ikoniske vinproducenter. Ikke kun pga. historien, men også pga. vinhusets filosofi om en perfektionistisk tilgang til at levere den ypperste kvalitet. Det er vine, som brillerer med en imponerende kombination mellem frugtfylde og sitrende syre. Vine, hvor fokus og koncentration forenes til det ypperste - og vine, der år efter år topanmeldes af en bred vifte af anmeldere.

Vinene kommer fra Rheingaus stejle, sydvendte skråninger beliggende ved Kiedrich et par kilometer vest for Wiesbaden, hvor især vinene fra kendte marker som Kiedricher Turmberg og Kiedricher Gräfenberg får mundvandet til at pible.

Se alle vine fra Robert Weil

Josef Rosch og den klassiske Mosel-riesling

Werner Rosch og sønnen Nico Rosch er en mikroskopisk og klassisk producent beliggende i byen Leiwen.

Fra stejle, skiferrige skråninger på gunstige terroirs som Apotheke, Dhroner Hofberg, Laurentiuslay og Goldtröpfchen frembringer familien fra små 6 ha deres rene riesling-vine, der virkelig formår at tale terroirets sprog. De stejle skråninger giver bedre soleksponering, skiferet hjælper med at holde vinstokkene varme – og Moselfloden reflekterer både lys og hjælper med den lune vandtemperatur til at forlænge vækstsæsonen i efteråret. En nødvendighed her ved Mosel, som er et af Tysklands køligste vinområder.

Se alle vine fra Josef Rosch

Barberblads-riesling fra Jakob Schneider i Nahe

Nahe er beliggende ved floden af samme navn mellem Mosel mod vest, Rheinhessen mod øst og Rheingau mod nord. Stilen er typisk en slags mellemting mellem den lettere Mosel-stil og Rheingaus mere koncentrerede fremtoning.

Også her består markerne typisk af stejle, sydvendte skråninger, som nyder godt af en jordbund af både skifer og vulkansk sten samt Nahe-flodens givende varme om efteråret.

Jakob Schneider er en yngre vinbonde, hvis familie har dyrket vin siden 1500-tallet. I dag tæller markbesiddelserne arealer på berømte marker som Hermannshöhle, Norheimer Dellchen og Felsensteyer, hvorfra der frembringes skarpt fokuserede riesling-vine med syngende syre. Alt fra knastørre til søde Beerenauslese og Eiswein.

Se alle vine fra Jakob Schneider

Røverkøbs-riesling fra Spindler Lindenhoff i Pfalz

Pfalz kan vel betegnes som Alsaces forlængede arm i Tyskland. Regionen ligger nemlig som en forlængelse mod nord fra Alsace i læ af Hardt-bjergene mod vest, som giver læ for vind og regn. På samme måde, som det er tilfældet med Vogeserne i Alsace.

Netop derfor er Pfalz også lidt lunere end de andre nævnte regioner, hvorfor vinene typisk har bredere frugtfylde og mere udprægede tropiske aromaer.

Familien Spindler bliver år efter år rost til skyerne for deres evne til at frembringe fremragende vine til prisen. Dette tæller fx husets top-riesling fra Forster Ungeheuer-marken vest for byen Forst. En unik mark, som ligger beskyttet af Forst-skoven mod vest og som regnes for en af Pfalz-områdets ypperste marker.

Se alle vine fra Spindler-Lindenhoff