Emner: viden

Er bundfald en fejl ved vinen?

Hvad er bundfald og hvordan opstår det?

Der er flere former for bundfald i vin

 - fx proteinbundfald, gærrester/lies/lees og vinsten. Men den mest almindelige form for bundfald, som du vil støde på, findes især i kraftigere rødvine og vintage portvin. Jeg tænker nemlig på det mørke grums, som du sikkert rynker på næsen over, da du finder det i dit glas. Det hedder ”depot” og dannes hovedsageligt af to grunde:

  • Den første grund for dannelse af depot kommer fra et bevidst valg af vinmageren, der beslutter IKKE at filtrere vinen, inden den tappes. Filtrering sier vinen for bittesmå rester af drueskal m.m., men fjerner også nogle af vinens smagsstoffer, farvestoffer og tekstur. Derfor vælger kvalitetsstræbende vinhuse ofte ikke at filtrere. Men der foregår dog en omstilkning før tapningen - dvs. at man flytter vinen fra en beholder/et fad til en anden (ganske forsigtigt), så bundfaldet får lov til at blive i bunden af den første beholder. På den måde bliver vinen (næsten) ren for smårester. Hvis denne proces gentages flere gang, fx i langtidsfadlagrede vine såsom Rioja Reserva og Gran Reserva, vil der ikke være bundfald tilbage, når vinen endelig tappes. Så Rioja-vine har som regel ingen bundfald. Det samme med Reserve Tawny Portvin, som har været på fad i mange år. Men mange kvalitetsrødvine er ufiltrerede og danner en vis mængde depot.
     
  • Den anden grund til bundfald i rødvin er en naturlig reaktion, der sker ved flaskelagring. Vinens ”polyfenoler” - dvs. naturlige farvestoffer og tanniner - binder sig sammen og bliver til større og større partikler, indtil de over tid bliver til synlige, mørke klumper på indersiden af flasken. Der er ikke noget giftigt eller farligt ved at indtage grumset, men det smager rigtig bittert og føles ikke rart i munden. 


Vintage Portvin er lavet på druesorter, som har meget farve og tannin, og det tappes ungt, så portvinen har ikke nået at bundfalde i fadet. Med tiden binder farvestoffer og tanninerne sammen og danner depot. Det er også derfor, at vinen bliver blødere og lysere med tiden. Det er en god idé at dekantere denne slags, så du ikke får depot i glasset. 

Rødvine, som kan danne depot, er typisk dem fra klassiske vinområder - fx Bordeaux, kraftigere Rhône-blends eller nord Rhône, Barolo, Barbaresco, Bolgheri og supertoskanere, Brunello, Douro, rødvine fra Napa Valley, store vine/topvine/ikonvine fra den nye verden, Malbec, Tannat, Shiraz, osv. Disse kan med fordel dekanteres. 

I øvrigt vil dekantering (ud over at fjerne det bitre bundfald) ”lufte” vinen og få den til at åbne sig op, så du får mest ud af din forhåbentligt velopbevarede vinflaske!

Læs hvordan du fjerner bundfald her.