Rioja-vin - fra Crianza til Gran Reserva

Rioja-vin - fra Crianza til Gran Reserva

Selvom Ribera del Duero og Penedes vækker genklang for mange vininteresserede, er Rioja uden sammenligning Spaniens mest kendte vinområde - dette på både godt og ondt.

Da Danmark og Rioja gik hver til sit

Danmark har igennem tiden været en stor aftager af vinene fra Rioja. Rent faktisk var vi danskere engang største importør - og måske er det derfor, at de fleste vindrikkere også har en holdning til vinene. En af de negative fordomme, vi så tit hører, er, at vinene fra Rioja er alt for krydrede, hvilket skyldtes producenternes brug af fade med en heftig træsmag til følge - en træsmag, der satte sig dybe rødder i os danskere - og som vi den dag i dag ikke sådan lige tilgiver de spanske vinproducenter. 

Hvor om alting er, har en stor andel af vinproducenterne i Rioja lært af deres fejl, hvorfor kvaliteten generelt har været stigende. En stor andel af vinene er nemlig gået i en mere ”frugtig”, frisk og knap så fadpræget retning.

Alavesa, Alta og Baja - Riojas regioner

Rioja ligger i den nordlige del af Spanien tæt ved byen Logroño, hvor floden Ebro skærer sig i en øst-vestlig retning igennem området. Området opdeles i tre forskellige regioner;

  • Rioja Baja i øst (som nu officielt hedder Rioja Oriental)
  • Rioja Alta i vest
  • Rioja Alavesa (den mindste) i nord-vest

Der kan være store forskelle på vinene fra de enkelte regioner. Selvfølgelig afhængig af den enkelte producents filosofi, men også pga. markernes beliggenhed og ikke mindst klimaet. 

Rioja Alavesa og størstedelen af Rioja Alta ligger nemlig tættest på Atlanterhavet og de beskyttende Sierra Cantabria bjerge mod nord. Den mere udbredte maritime indflydelse kombineret med vinmarkernes typisk højere beliggenhed gør generelt vinene fra disse to regioner mere elegante og syresprøde, end det er tilfældet med vinene fra det varmere Rioja Baja. Også derfor er andelen af den sentmodnende og varme-glade Garnacha-drue også mere udbredt i Rioja Baja. 
 
Riojas vigtigste druesort er dog Tempranillo, som ofte suppleres med en lille andel Garnacha, Graciano og Mazuelo. 90% af produktionen består af rødvin, men der produceres også en mindre andel spændende hvidvine lavet på Viura-druen og lidt rosé-vin. 

Riojas lovgivning og historie

Riojas vinproduktion går langt tilbage i historien, men det var først i ca. 1860, at området blev rigtig kendt. Da vinlusen hærgede i Frankrig, flyttede mange vinproducenter nemlig fra Bordeaux til Rioja for at dyrke vin. Disse producenter fik stor indflydelse på vinproduktionen i området. 

Crianza – Reserva og Gran Reserva

Rioja var det første område i Spanien til at blive klassificeret i den spanske vinlovgivning Denominación de Origen (D.O.). Det var dog først i 1991, at området fik status som den højest klassificerede Denominación de Origen Calificada (D.O.C.).

Rioja klassifikationer

Vinene kan inddeles i fire forskellige klassificeringer:

  1. Generisk Rioja (og kendt som 'Joven')
  2. Crianza
  3. Reserva
  4. Gran Reserva

Generisk Rioja
Nederst på ranglisten er de almindelige Rioja-vine, som maksimalt har lagret et år inden frigivelsen - men der er ingen krav. Det er typisk friske vine, som skal drikkes forholdsvis unge.

Crianza
Crianza skal minimum lagres i 24 måneder med 12 måneder på fad og 12 måneder på flaske.

Reserva
Reserva lagrer et år mere (36 måneder), hvoraf minimum 12 måneder skal være på fad.

Gran Reserva
En Gran Reserva er hele fem år undervejs. Minimum 24 måneder på fade og 36 måneder på flaske.

Rioja klassifikationer
Foto: (WineFolly)

Rioja-vinene findes i vidt forskellige afskygninger. Nogle producenter sværger til de gamle, traditionsrige produktionsmetoder med ekstremt lang tids lagring inden frigivelse, mens andre går i den mere moderne retning med mere tilnærmelige vine til følge. Det er ikke unormalt, at den traditionelle producent Bodegas López de Heredia lagrer deres ”Viña Tondonia Reserva” i 6 år på fade og 6 år på flaske inden frigivelsen. 

Dette eksempel hører til det ekstreme. Og for at finde netop din Rioja-stil kan mindre dog også gøre det. Prøv fx en Crianza, Reserva eller Gran Reserva fra Bodegas Altanza. Så vil du få en god Rioja-oplevelse til fornuftige penge. Vel at mærke uden at det bliver for krydret og fadpræget. Og hvem ved – måske kan du og en vin fra Rioja blive genforenet. Og vil du længere op af kvalitetsstien, så er vinene fra Contino noget af det ypperste og mest klassiske.

Rioja-vin til lam

Det er en himmelsk kombination at servere Riojavinene til simreretter eller lam. Især til påskelammet kommer vinene til sin ret. Og krydrer du lammet med rosmarin og/eller timian, er lykken gjort!

Find din Rioja-vin her.