- 86 40 44 44
- Fri fragt fra 699,- eller ved 6 fl.
Af Cecilia Martinez Søndergaard
Lige såvel som et godt glas vin kan bidrage til vores udendørs oplevelse, lige såvel kan varmen påvirke vores vin – og dermed vores vinoplevelse.
Her er 5 tips: alt det din vin ikke byder sig om:
Vinflasken i bilen
Lad ikke vinen stå for længe i bagagerummet, hvor der ofte kan være drønvarmt. Vinen har nemlig slet ikke godt af temperatursvingninger og intens varme. Er vinen udsat for over 25 grader i nogle timer, vil det kunne påvirke både duftpartiklerne og smagen. Ved over 30 grader vil vinen sikkert ændre smag og blive marmeladeagtige eller byde på noter af kogt frugt. I øvrigt kan proppen begynde at flytte sig nogle millimeter ud af flasken (pga. trykket). Sker det, står du med en flaske, som ikke længere er lufttæt. Med andre ord skal vinen helst drikkes så hurtigt muligt, for ellers vil den sandsynligvis begynde at oxidere.
Flasken kommer hjem
Lad ikke din vin stå i dit køkken eller bryggers, medmindre de er kølige rum. Vælg i stedet for et nordvendt rum eller, om muligt, kælderen til opbevaring – også selvom du eventuelt skal bruge den inden for få dage. Hvis der er lige varmt i alle rum, er køleskabet – selvom det ikke er optimalt – alligevel bedre end husets 25 grader. Tag så rødvinen ud lidt før servering, så den når at komme op på 16-18 grader.
Hvidvin på terassen
Når du nyder din hvidvin eller rosé på terrassen, så medbring også en vinkøler eller balje med isvand. Vinen i flasken bliver hurtigt for varm, og din oplevelse af vinen vil dermed blive mindre og mindre tilfredsstillende, i takt med at vinen eksponeres for sol og varme.
- 8 grader for mousserende, lette hvidvine og rosévine
- 12 grader for fyldige hvidvine
Rødvins forandringer i varmen
En af de største fejl, man kan lave ved servering af rødvine, er at servere dem alt for varme. Problemet ses desværre hele året rundt, men i høj grad i den varme sæson. Varmen fremhæver vinens alkohol, som så dæmper for de fine frugtige duftnuancer. Tro mig – eller prøv selv – der er en verden til forskel på de få grader (fx fra 22 til 18). Glem alt om rumtemperatur – som jo i sagens natur er et vidt begreb. Husk i stedet for disse retningslinjer:
- 16 grader for Pinot Noir, Bourgogne og andre lette rødvine
- Max. 18 grader for alle andre rødvine (de skal nok blive varmere i glasset)
Grill party og fest
Forestil dig, at du behandler din vin på samme måde, som du behandler din isdessert. Pas på! Sørg for, at den ikke står og bliver lunken. Fyld evt. trillebøren eller et lille badekar med isterninger og vand – så kan gæsterne selv hente mere hvidvin og rosévin derfra. Gem rødvinene i en letafkølet køletaske eller i skyggen og sæt dem i isvand i 5-10 minutter en gang imellem for at undgå, at de bliver for varme. Som tommelfingerregel skal rødvinsflasken mærkes afkølende på din hånd. Din ekstra indsats vil betale sig i form af ros fra glade gæster og dejligt forfriskende vin i dit glas.