Vin til ost - gode råd til en lækker oplevelse

Vin til ost - gode råd til en lækker oplevelse

Få inspiration til en større oplevelse. Vi guider dig på vej til de rigtige vine til ost.

Generelle tips om vin til ost

– samt de mest klassiske ’vin og oste’-match

Ost er en fed, saltet og i nogle tilfælde syrlig spise. Ost dækker munden med et fint, glat lag af fedt. Bare se på dine fingre, efter du har rørt ved osten.

Vin, til gengæld, er en syrlig, stringent drik. Vin får munden til at snerpe sig lidt sammen og løbe i vand. Men hverken fed eller stram mund er ønskeligt i længden. Vores sanser kan lide og har brug for balance. Derfor føles det så godt at skylle den fede ost ned med et syrlig slurk vin! Vinen fjerner den fed hinde, og så er vi klar til endnu mere ost. 

Ligesom med alt andet mad - jo kraftigere osten er, jo mere intens skal vinen dertil være. Intensiteten kan styres på forskellige måder, f.eks. aromaintensitet, fylde, alkohol, syreniveau og sødme. Nogle gange bliver sammensætningen simpelthen himmelsk. Det er disse kombinationer af vin og ost, som vi nu kender som klassikere.

Ost

Klassiske kombinationer

Roquefort og Sauternes

To magiske ord. Hvis du endnu ikke har prøvet dette, er det bare med at komme i gang, for det er uden tvivl en ’oste til vin’-oplevelse, som har konverteret en del ikke-blåskimmelspisere til blåskimmelelskere. Roquefort er supersaltet og stærk, mens Sauternes - Bordeaux’ gyldne og guddommelige hvidvin - er sød, men samtidig også pænt syrlig, utrolig kompleks og mineralsk. Og ja, den ligger i den dyre ende, når den er bedst. 

Stilton og Portvin

I samme boldgade af salt møder sødme har vi også den engelske Stilton - saltet, skarp og maskulin. Den skylles ned med en mørk og lige så mandhaftig Vintage Port, som ud over at have høj alkohol er meget kraftig og sød. 

Gorgonzola og Recioto della Valpolicella

Jeg må også lige nævne Gorgonzola og Recioto della Valpolicella. Denne søde passitovin er lavet på samme måde som Amarone med tørrede druer, men man stopper gæring med kulde og filtrering. Dermed beholder vinen en del druesukker, som ikke blev omdannet til alkohol.

Gedeost og hvid Sancerre

Den helt klassiske er Crottin de Chavignol - en frisk og syrlig gedeost, som stammer fra samme region som vinen (Sancerre er i øvrigt lavet på den friske og syrlige druesort Sauvignon Blanc). Syrlig mad kræver syrlig vin, for ellers vil vinen virke meget flad og uinteressant.

Brie og hvid Bourgogne

Den cremede Brie de Meaux passer fantastisk til Bourgogne Chardonnay, da vinen også byder på en cremet tekstur, smøragtige duftnoter samt en frisk syre, der renser munden. 

Camembert og Champagne

Denne ost er mere funky end Brie, så sørg for, at du serverer osten ved rumtemperatur, så den er dejlig cremet. Vælg en Vintage Champagne med lidt alder for et totalt udsøgt match. 

Münster og Gewürztraminer

Stinky meets sweet and funky, og der opstår i den grad peace, love and flower power. Dette er en must-taste i Alsace, hvor man kommer skiver af Münster på tarte flambée.

Manchego og Rioja

Denne hårde, saltede og nøddeagtige gedeost passer rigtig godt til en rød Rioja med alder på, f.eks. en Reserva eller Gran Reserva.

Kort sagt

Listen kunne fortsætte længe endnu, for der er mange fantastiske kombinationer inden for ’ost og vin’-verdenen. Kort sagt skal du matche: 

  • Saltede friskoste med syrlige vine.
  • Hvidskimmeloste med syrlige hvidvine med bobler eller fyldige hvidvine med sødme/frugtsødme.
  • Faste oste går godt med nogle rødvine, men ellers frugtige, fyldige hvidvine.
  • Rødkitoste med aromatiske hvidvine med sødme eller hedvine med sødme.
  • Blåskimmeloste med hvidvin eller rødvin med sødme og måske endda med høj alkohol, eksempelvis hedvine.

Læs også vores guides til at matche vin med blåskimmelost, rødkitost, hvidskimmelost eller fast ost.

Som franskmændene kunne finde på at gøre – prøv at servere blot én ost efter hovedretten i stedet for et helt fad med ost, og sørg samtidig for, at du skænker en velvalgt vin til. Det er en enkel og lækker smagsoplevelse!

Men … hvad hvis du gerne vil servere et helt ostebord?

Vin til ostebord

Er der en vin, som vil gå til alt ost?
Her er nogle enkelte guidelines, hvis du skal vælge en vin, som passer til de fleste oste:

  1. Hvidvin med sødme (halvtør, halvsød eller ligefrem sød)
  2. Tør hvidvin med frugtsødme
  3. Rødvin med få og bløde tanniner eller med alder

Ja, hvis du er som de fleste ost- og vinglade danskere, tænker du først på rødvin, når du skal have ost. Måske er det, fordi man i gamle dage fandt ud af, at den cremede tekstur i osten dulmede effekten af de hårde og grønne tanniner i rødvin - og derfor spiste man ost til rødvin, selvom man endte med en metallisk smag i munden…

Nu er der mere styr på tanninerne hos de kvalitetsbevidste vinproducenter, bl.a. fordi de høster, når druernes tanniner er modne og ikke grønne. Men man har også fundet ud af, at hvidvin (og gerne en med sødme) passer fortryllende godt til ost. Sødmen i vinen er uhyre vigtig, hvis du serverer syltetøj, honning, tørrede frugter og andet sødt tilbehør til osten!

Så hvis du skal vælge en enkelt vin til dit ostebord, er her nogle forslag:

Prøv disse forslag og overrask dine gæster, næste gang du serverer ost og vin. 

Vil du vide mere? Læs vores guides til at matche vin med blåskimmelost, rødkitost, hvidskimmelost eller fast ost.