- 86 40 44 44
- Fri fragt fra 699,- eller ved 6 fl.
Af Cecilia Martinez Søndergaard
Vin til hvidskimmelost
Den franske Brie de Meaux blev allerede i 1814 kåret som ostens konge, og denne bløde og en anelse søde ost er fast inventar i mange danske ostespiseres køleskab. Medmindre man foretrækker Bries lidt mere skarpe og saltede fætter: Camembert - altså baguettes bedste ven.
Der findes også nogle endnu mere cremede udgaver, fx den nøddeagtig og rige Chaource ost, som stammer fra Champagne. Så er der selvfølgelig også hvidskimmelostens danske dronning med det flotte navn, Den Hvide Dame - tredobbelt fløde-hvidskimmelost fra Arla Unika.
Tøv ikke to sekunder med at tage din sabel frem (for sådan en har du selvfølgelig) og åbne en flaske Champagne, som vil være en perfekt ledsager til hvilken som helst af disse fede og mund-belæggende oste. Champagnens syre og bobler skærer igennem fedtet og ligefrem renser munden, mens dens aromaer spiller med hvidskimmels nøddeagtige og smøragtige dufte. ’Mad og vin’-himlen opnås selvfølgelig med følgende treenighed – hvidskimmelost, baguette og champagne.
Er din Champagne i vintage-udgave? Bravo! Endnu bedre valg! Varmer du samtidig osten, til den smelter indeni, passer det fortryllende godt!
Hvid Crémant og andre hvide mousserende vine af høj kvalitet er også fine alternativer. Bobler eller ej, hvidvin er klart at fortrække over rødvin her. Medmindre … det kommer vi tilbage til senere! Først skal vi lige vende, hvorfor hvidvin er at fortrække i forhold til rødvin i disse tilfælde.
Hvad er problemet med rødvin og ost?
Sammenstødet sker især ved cremede oste med hvidskimmel (også rødkit), som kan få en fin rødvin til at smage helt forkert i munden. Det kan ske, fordi denne type oste har det med at dække hele munden, tænderne og smagsløgene. De fleste rødvine, med deres tanniner, risikerer at frembringe en ubehagelig og uønsket smag af … øh … metal. Prøv selv!
Ubehaget er gensidigt, da en kraftig, tanninrig og fadlagret rødvin kan neutralisere de komplekse smagsnoter i osten. Det er ikke nogen katastrofe. Man kan bare konstatere, at det er en uheldig sammensætning – og det skal du tage ved lære af.
Modspil til din ost
Ja, der findes altid et ”medmindre”. Man kan vælge at give osten modspil i stedet for medspil. Og her er min bedste anbefaling at eksperimentere sig frem.
Da vi (i Jysk Vin) skulle smage os frem til en god vin-partner til Den Hvide Dame fra Arla Unika, fik vi en ægte ”a-ha-oplevelse”, efter at vi fulgte en af kollegaernes råd. Han vidste noget om, at man aromamæssigt kan parre en hvidskimmelost, som jo dufter af mejeri og af mælkesyre, med en ung rødvin fra Bordeaux, som typisk har aromaer af mejeri/mælkesyre pga. sin malolaktiske gæring. Lad mig forklare, uden at det skal blive alt for teknisk her. Den malolaktiske gæring - eller rettere sagt ”omdanning” - sker efter den alkoholiske gæring, idet den friske æblesyre (malo betyder æble) i vinen omdannes til den mere cremede, laktiske mælkesyre. Det sker i de fleste rødvine vel at mærke. Men i ung Bordeaux-vin er mejeri-aromaerne oftest overraskende tydelige.
Ja, det dufter af ymer, og selvom det lyder underligt, er det en helt okay duft at finde i sit vinglas. Har du sådan en vin, kan det være et kontrastfyldt, spændende og opkvikkende match til osten. Og det lille fælles punkt, som vin og ost har i mejeri-aromaerne gør, at man instinktivt har lyst til lidt mere ost og en slurk mere af rødvinen. Det var jo netop hele idéen med at lave et godt match!
Ud over denne specifikke anbefaling vil jeg ellers holde mig til hvidvin i tilfældet af hvidskimmelost. Og jeg vil prøve mig frem fra tørre til søde hvidvine og fra frugtige til fadlagrede hvidvine. Finde mit favoritmatch. Måske en hvid Bourgogne? En oversøisk Chardonnay med kun en lille smule fad? Og til de dage, der kalder på ekstra forkælelse, en blanc de blancs Champagne.
I en serie af fire film vil sommelier Cecilia Martinez Søndergaard og Arla Unikas butikschef Eva Laura Lunddahl smage og drøfte vin/oste-kombination. Derudover vil Cecilia komme med gode råd, som vil sikre dig det bedste udgangspunkt i valget af vine til dine oste. Du kan se den anden film i rækken herunder.
De andre film om ost og vin kan du finde her.
Herunder finder du et par eksempler på vin til hvidskimmelost:
Du kan købe oste fra Arla Unika i disse butikker eller på deres webshop.