Terroir
Emner: viden

Terroir

Gør det virkelig en forskel, hvor vindruerne er dyrket? Er jord ikke bare jord? Advarsel: Her bruger vi t-ordet…

En dansk landmand vil hurtigt kunne svare på disse spørgsmål.

Tænk blot på de smagfulde danske jordbær eller spændstige kartofler, som dette dejlige land kan byde på. Det er ikke nationalisme, man kan smage her – det er ganske simpelt ”terroiret”. 

T-ordet er ude.

Og lad os nu afmystificere det én gang for alle. Det kommer fra ”terre”, som på fransk betyder jord. Det betyder dog meget mere end bare jord, for i vinens verden er terroir-begrebet – hvis du spørger mig – en kompleks sammensætning af:

  • Jordbundstype (sand, ler, sten, mineraler, mikroorganismer, m.m.)
  • Sted (højde, skråning, nærhed til vandmasser så som søer, floder og hav)
  • Klimatype (sæsoner og deres temperaturer og karakteristika, mikroklima, og endda hvilke mikrober/gær der er i luften) 
  • Vejret (regn, sol, vind, varme, frost)


 

Kort sagt påvirker alle disse elementer det endelige resultat – altså den færdige vin. En vin lavet af samme druesort, fx Pinot Noir, vil afspejle de elementer (sted, klima, mennesker osv), der har været med til at skabe den. 

Nogle eksempler på terroir:

En vin dyrket i sandholdig jordbund vil typisk resultere i lettere, mere elegante vine end vine fra lerholdig jord. Derfor vælger man ofte at inddele vinområderne i distrikter – se blot på Barolo-distriktet i Piemonte, hvor der er så forskellige jordbundstyper, at man har inddelt området i fem underområder. 

Eller fx de to spanske vinregioner Ribera del Duero og Rioja, som begge hovedsagelig bruger druesorten Tempranillo til rødvinen, men alligevel er meget forskellige i stilen. Ribera har varmere dage, men køligere nætter pga. højden, hvilket dermed (som regel) resulterer i mere intense og kraftfulde rødvine. 

På samme måde forholder det sig med Chardonnay dyrket i det kølige Chablis i Frankrig – med en helt speciel, kalkrig jordbund. Chardonnay fra Chablis kan således på ingen måde sammenlignes med Chardonnay dyrket i fx det varmere Napa Valley i Californien.
Ja, der er en verden til forskel.

Og det er netop det, der gør vinverdenen så stor og fantastisk spændende at udforske. 

Men det var blot mit syn på det.

Og der er sikkert mange andre måder at definere det komplekse ord ”terroir” på. Landmændene ved i hvert fald helt sikkert, hvad det handler om. Det er derfor, at kartofler fra Mallorca ikke smager som dem fra Samsø… 
Er du nysgerrig efter at udforske vinens verdens og samtidig lære mere om, hvordan terroiret afspejles i vinen, kan du fx starte med at smage den samme druesort fra forskellige lande.

Enkelt, lærerigt og sjovt!

Smag terroir-tro vine