Emner: tips prop

Sådan ved du om vinen har prop

Hvad betyder det, at en vin har prop - og hvordan kan man vide, om den har det?

At sige, at en vin har prop – hvilket ikke er det samme som at sige, at vinen har en prop (altså en korkproplukning) – er at tale om en fejl i vinen. At vinen ikke er, som den burde være. Man siger, at vinen har dårlig prop eller er propsyg – på engelsk siger man uformelt ”the wine is corked”.

Men hvad betyder det egentlig, og hvordan kan man vide, om en vin har prop, når det er første gang, man smager en bestemt vin? Har vinen dårlig prop, eller er vinen bare af dårlig kvalitet?

 

Hvordan ved du, om en vin har prop?

 

Drikker du vin jævnligt, vil du på et eller andet uheldigt, men uundgåeligt tidspunkt støde på en flaske, der har rigtig meget propsyge. Den vil dufte så grimt af muggen karklud eller vådt pap, at du slet ikke har lyst til at drikke den.

Fra denne dag vil det uden tvivl blive nemmere for dine sanser at fange, om en vin har prop, fordi duften af dårlig prop fremover straks vil trigge den grimme oplevelse frem fra din hukommelse.

Nogle gange dukker den mugne lugt først op, nogle minutter efter man har hældt vinen i glasset og slynget den rundt – den forsinkelse kan medføre, at man bliver nødt til at kontakte tjeneren (hvis man er på restaurant) for at afvise den vin, man ellers lige har accepteret. En svag fejl i vinen kan endda nøjes med blot at stjæle vinens friskhed eller frugt og dermed efterlade den kedelig, skarp eller bare lidt skæv. Her er det øvelse, der gør mester.

Kvinder kan tit finde fejlen i vinen, da Moder Natur har udstyret kvinden med en skærpet lugtesans og flere smagsløg (urkvinden skulle jo kunne dufte/smage, om maden var fordærvet, inden hun gav det videre til sit afkom).

Kan vinen reddes?

Faktum er, at selv de bedste og dyreste vine kan få propsyge på grund af mikroorganismer i proppen – mikroorganismer, som er et naturprodukt lavet af barken fra korkegen. Træet dør ikke af det, men danner ny bark, som må fjernes hvert 9. år. Disse smukke træer kan leve i op til 300 år, og industrien ses som både miljøvenlig og bæredygtig.

Når korkproppen er kontamineret med den lugtende, naturlig forbindelse TCA, kan denne lugt trække ind i vinen.  Omtrent 1-3 % (nogle siger op til 5 %) af alle vine har problemer med proplugt. Der er ikke så meget, man kan gøre. Vinen står ikke til at redde, desværre. Og ja, bruger du vinen i din sauce, vil denne komme til at smage af dårlig prop.

Vi kan bare drikke den alligevel!

Men der er nogle, ligesom min far, som nægter at lade vinen gå til spilde, bare fordi den lige har en tilsynsladende ”lille” fejl. Dvs., at ikke alle har lige god lugtesans.

Så skynder jeg mig at åbne en anden flaske af den samme vin og hælde et nyt glas til ham, så han kan sammenligne begge. Det er faktisk en god øvelse. Når det sker, er han ikke i tvivl og foretrækker klart at nyde glas nr. 2 – den, der ikke fejler noget. Ja, også for ham er livet for godt til at spilde på fejlbehæftet vin.

Bruger du det samme glas, er det vigtigt, at du skyller det, inden du serverer den nye vin.

Så er vin med skruelåg vel løsningen?

Skruelåget kan selvsagt ikke give dårlig propsmag og er superpraktisk, men der er nu noget romantisk over og stemningsskabende ved at skrue korkproppen op ad flasken og smage, om vinen er i orden.

Jeg stemmer for ”både og”.

Da jeg besøgte verdens største korkproducent, Amorim, i Portugal, var jeg imponeret over deres højteknologiske laboratorium og den måde, de forsker på og kontrollerer for mikroorganismer – især i forhold til den lugtende TCA.

Jeg er overbevist om, at deres minutiøse, løsningsorienterede arbejde er med til at sænke procentdelen af vin med proplugt.

Skal proppen bære hele skylden alene?

Nej. En vin kan være fejlbehæftet af mange andre grunde – fx dårlige forhold i vineriet, som kan medføre bakterier eller svamp. Samtidig kan vinen være oxideret (er sherryagtig eller endda eddikeagtig) eller reduceret, hvilket vil sige, at den mangler ilt, hvilket kan give en lugt af rådne æg (dekantering er løsningen her).  Endelig kan uhensigtsmæssig opbevaring af vinen også medføre fejl.

Bare rolig, vinfejlene kan ikke gøre dig syg, men de kan nemt knuse dine forventninger. Det bedste, du kan gøre, er at sige pyt og hente en ny flaske.