Ribeira Sacra

Ribeira Sacra

- den spanske afkrog med de skøre vinbønder

Velhavende vinbønder må være en mangelvare i Ribeira Sacra. Det må nemlig være de færreste, der kan lave en lukrativ forretning ud af vinproduktionen målt i forhold til det arbejde, der skal lægges i det.

Har man valgt at dyrke vin her, kan man derfor ikke være helt “rask.” Medmindre man da hører til dem, som søger ekstremerne. Og vinbønder, der søger ekstremerne, rammer som regel noget unikt.

Arbejdssky kan man i hvert fald ikke beskylde Ribeira Sacras vinbønder for at være. For at lave vin her i Spaniens nordvestlige, regnvåde afkrog på skråningerne langs Sil- og Miño-floden er ikke for sarte sjæle.

Området med de vilde skråninger

Ribeira Sacra må nemlig høre til en af vin-klodens mest spektakulære regioner. Med ekstreme hældninger står de ufremkommelige vinstokke plantet med udsigt til floden.

Faktisk er det for nogle markers vedkommende nemmest at tilgå dem fra floden - med båd, vel at mærke! Her på skråningerne kan høsten derfor kun foregå med hænderne. Efterfølgende skal druerne så typisk fragtes med små ladbiler via halsbrækkende hårdnålesving tilbage til vingården. Det må kræve sin mand.

På mange måder kan Ribeira Sacras fremtoning minde om Mosel. Blot trukket yderligere til ekstremerne med vilde, dramatiske hældninger på endnu højere skråninger. Underlaget består, som det også er tilfældet i Mosel, af en stor andel skifer. Men så slutter sammenligningen vel også.

Druen er primært mencia - vel nok mest kendt fra det langt mere berømte Bierzo, der ligger et par timers kørsel mod vest, hvor den ’troldmandsagtige’ vin-vildmand Raúl Pérez har haft stor andel i at gøre området berømt.

Samme berømmelse har Ribeira Sacra ikke - endnu. Og måske er det også derfor, at vinenes priser ikke umiddelbart afspejles i den arbejdsbyrde, der ligger bag dem. Men anmeldernes sultne blikke bliver i disse år rettet mod regionen, hvilket jo typisk medfører større efterspørgsel og dermed højere priser.

Luis Gutiérrez fra The Wine Advocate er en af dem. For nogle år tilbage begyndte de første svulmende anmeldelser på vine fra fx Rias Baixas at se dagens lys. Og selvom vinene herfra stadig er fornuftigt prissat, er priserne for alvor ved at skyde i vejret. Og mon ikke det blot er et spørgsmål om tid før Ribeira Sacra følger trop?

Hvordan er vinene fra Ribeira Sacra?

Vinene fra Spanien er i rivende udvikling i disse år. Selv i landets varme og nærmest ristede områder, kan man i dag finde saftige vine med fokus på elegance. Og netop vinene fra Ribeira Sacra er i særdeleshed meget forskellige fra det, som flertallet typisk forbinder med vinene fra det “varme” land.

Ribeira Sacra kan man ikke kalde varmt! Tværtimod. Området er som nævnt frodigt, køligere og ærlig talt plask-vådt! Her skaber den dominerende mencia-drue typisk saftige, sprøde og uhyre elegante vine. Faktisk er det ikke helt galt at kalde dem en slags kombination mellem det køligere, nordlige Rhône og rødfrugtet Bourgogne-vin. Typisk mere rødfrugtet i stilen end i det nordlige Rhône – men samtidig med mere dominerende tannin, end det er tilfældet med pinot noir i Bourgogne.

Er man til elegante vine, er Ribeira Sacra i særdeleshed værd at udforske. Især i disse tider, hvor priserne (stadig) er imponerende lave.

Smag på Ribeira Sacra