Bierzo er en vinregion i det nordvestlige Spanien, som især er kendt for at frembringe elegante og mineralske vine. Vinene er typisk lavet på den røde drue Mencia, som på mange måder kan minde om en kombination af Pinor Noir og "kølig" Syrah.
Bierzo har ikke altid været på folks læber, når spændende vinområder fra Spanien skulle opremses. Og det er det for flertallet stadig ikke. Ikke desto mindre ved nørderne godt, at man i dag ikke skal kimse af denne mindre enklave beliggende i Castillo y Léon tæt ved grænsen til Galicien. For i modsætning til hvad mange tror, hører Bierzo faktisk til Castillo y Léon, ligesom det også er tilfældet med Ribera del Duero og Toro. Stilmæssigt minder vinene dog slet ikke om disse, da Bierzo-vinene typisk er mere rødfrugtede og generelt lettere i stilen.
Området ligger beskyttet fra nordlige vinde af bjergkæden Cordilleras Cantabrica og nyder samtidig delvist godt af vestlige vinde fra havet, der kan afkøle druerne. Mange af markerne er desuden højtbeliggende, hvilket der også er med til at bevare friskheden i vinene.
Jordbunden er også ret varierende, hvor både sand, skifer og granit kan give vinene vidt forskellige udtryk alt efter, hvor de kommer fra - og (selvfølgelig) hvorledes de er blevet lavet.
Den altoverskyggende Mencia
Rødvinene står for ca. 80% af al produktionen af vin i Bierzo, hvor den altoverskyggende drue er Mencia, som også er kendt fra Galiciens Ribeira Sacra og som desuden er identisk med druen Jaen fra DAO i Portugal.
Her i Bierzo står Mencia ofte plantet som tusse-gamle bush-wines, hvor disse på højtbeliggende "sandede" marker typisk frembringer lette, delikate rødvine, mens udgaverne fra lavere beliggende granitholdige marker har mere struktur - og i højere grad minder om vinene fra Nord-Rhône.
Udover de røde Mencia-vine produceres der desuden hvidvine fra Godello og Dona Blanca.
Raúl Pérez - Bierzos pioner
Bierzos popularitet og generelle stilændring kan man i høj grad takke Raúl Pérez for.
Bierzo fik sin DO-status i slut firserne og igennem 90-erne bar området i høj grad præg af overgjorte, "sorte" vine. Med Pérezs ankomst til Bierzo var en stilændring på vej. Fokus på lettere og udprægede terroir-tro vine. Med sig har han også med tiden også overtalt yngre mennesker til at ride med på bølgen (fx. Veronica Ortega), hvorfor der i dag nærmest er sket en revolution med Bierzos vine.