Sancerre er kendt som et af de mest eftertragtede vindistriker i Loire. Her på de kalkstensrige bakker vest for Loire-floden laves der primært sprøde, elegante hvidvine på den aromatiske drue, Sauvignon Blanc.
Sancerre er beliggende langs Frankrigs længste flod, Loire-floden. Floden udspringer i Centralmassivet og bevæger sig nordpå til Orleans for efterfølgende at bevæge sig mod vest til udspringet i Biscayabugten. Omkring flodens nordligste punkt kommer den forbi vindistriktet af samme navn som floden, hvor appellationen Sancerre ligger på den vestlige side tæt på flodens nordligste punkt. Rent faktisk ligger Sancerre kun ca. 100 km i luftlinje fra Chablis mod nord-øst.
Sådan laves Sancerre-vinene typisk
Cirka 80% af markerne i Sancerre er beplantet med Sauvignon Blanc. Druen er en aromatisk druesort, som i sig selv afgiver mange nuancerede aromaer. Derfor vælger flertallet af vinbønderne da også at fremhæve det enkle og frugtige ved druen, hvorfor de typisk vælger lagring på stål eller brugte fade.
Foruden de Sauvignon Blanc-baserede hvidvine laves der faktisk også en mindre andel Pinot Noir-baserede rødvine, hvor de bedste af slagsen er af en kvalitet, som nærmest kan konkurrere med de berømte vine fra Bourgogne 200 km mod øst. Dog typisk til langt lavere priser!.
Hvordan smager hvidvin fra Sancerre?
Hvidvinene fra Sancerre er typisk kendte for deres strågule farve og udtalte "grønne" aromaer af græs, stikkelsbær og "kattepis". Sidstnævte rent faktisk ment positivt!
I smagen er de sprøde, slanke, høje på syre og med stenede, mineralske toner.
Det er udprægede madvine, som passer perfekt til lyse fisk og salater. Derudover er hvidvinene fra Sancerre vel nok de allerbedste, når der skal vælges vin til asparges.