Pasta med skaldyr i safransauce
"

Pasta med skaldyr i safransauce

Opskrift af:
25 minutter
Antal personer: 4
Safran er et meget specielt krydderi, som giver en vidunderlig duft, delikat smag og ikke mindst en smuk farve. Hvis man kan lide kammuslinger og andre skaldyr, så er denne ret lige sagen. Også fornem som forret til gæster. Vil du opnå et himmelsk "vin&mad"-match, så husk, at saffron elsker Riesling-druen.
Udskriv opskrift

Ingredienser

  • 1 finthakket løg
  • 1 presset hvidløgsfed
  • 3 forårsløg i tynde skiver (både det hvide og noget af det grønne)
  • 3 spsk. olivenolie
  • 2 dl fløde
  • 2 dl mælk
  • ½ dl hvidvin
  • ½ fiskebouillonterning
  • 1 friskhakket chili (evt.)
  • 1 knivspids safran (nogle få stilke)
  • ½ tsk. paprika
  • Havsalt og friskkærnet peber
  • 260 g kammuslinger
  • 260 g store rejer, muslinger eller blæksprutter
  • 400 g pasta (fx sløjfer, muslinger eller Casareccia)

Pynt: Limebåde og friskhakket persille
Tilbehør: godt ciabattabrød

Fremgangsmåde

Sæt vand til pasta til at koge.

Varm olivenolien på en stegepande, og svits løg og hvidløg i 5 min., uden at de tager farve. Kom forårsløg, fløde, mælk, hvidvin, bouillonterning, chili, havsalt, peber og safran i. Lad simre i 5 min. Rør en gang i mellem, og se den flotte safranfarve komme frem.

Kog pasta som anvist på pakken. Lige når pastaen er ved at være klar, kommes kammuslinger og skaldyr i safransaucen og varmes godt igennem - ca. 5 min. Pas på, for meget tid vil gøre skaldyrene seje.

Hæld pastaen i et varmet serveringsfad, og hæld skaldyrssaucen over. Pynt med limebåde, og drys med persille.