Cecilia Martinez Søndergaard er dansk gift og bosat i Randers. Den eksotiske klingende første del af hendes navn har rødder i Mendoza, Argentina, hvor hun er født i en vinfamilie. Morfar var winemaker og hans Malbec-vin var eftertragtet, fordi den var af så høj kvalitet.

Det blev Cecilias kald at føre tilknytningen til vinverdenen videre i familien, først i form af hovedansvarlig for salget af vinene fra et top Argentinsk vinhus til de europæiske markeder. Alle i vinbranchen, der tog til Argentina for at købe vin, besøgte vinhuset, som dengang og nu var en afgørende spiller på markedet.  Og i de tidlige 90’ere var det Cecilia, der tog sig af dem, fordi hun kunne sprog.

Mange af de store eksperter i vinbranchen kom til os - jeg har mødt dem alle. Det blev ofte meget tekniske samtaler, jeg skulle oversætte, fx i smagsrummet, hvor de blandede vin fra flere fade. Der blev blandet, smagt, diskuteret og det var med til at få mig til at forstå denne verden.

Vejledt af kendere og fagfolk blev Cecilia klædt grundigt på til vinens fascinerende verden, og i dag er hun optaget af at smage nye vine, rejse til vinmarkerne og mødes med de passionerede mennesker, som frembringer nydelse til dem, der elsker vin.

I Danmark åbnede hun i 2012 den første online vinshop for kvinder - vinus.dk - som i 2013 blev en del af Jysk Vin for at tilføje en feminin dimension til firmaets vinekspertise.

Cecilia mødte hendes danske mand i vinbranchen, og sammen har de to dejlige drenge, som er vant til at dufte til vinen i forældrenes glas.

Kærlighed til den gode smag
”Jeg er en livsnyder, elsker mad og et godt glas vin til. Min passion vil jeg gerne dele med andre ved med omhu at vælge nogle gode vine, som kunderne vil værdsætte og bruge til at skabe deres egne perfekte øjeblikke," fortæller Cecilia.

Hvad gør en god vin?
"Vin er for mig et spørgsmål om lyst. Derfor har jeg altid et varieret udvalg af vine derhjemme. Og efter jeg har mærket efter ”hvad har jeg lyst til i dag?” så tager jeg mad, sæson og selskabet i betragtning.

"At smage er en meget personlig oplevelse. Jeg nyder en vin mest, når jeg kan se, dufte og smage et subtilt samspil og perfekt balance imellem alle elementer i den vin. Man skal være i nuet for at fange alle disse nuancer."

Hvad har været din bedste smageoplevelse?
"Det må være et mandespørgsmål! Som kvinde er det nemlig den mangfoldighed, vinen repræsenterer, som fascinerer mig. Der findes så mange forskellige slags vin og mit liv er propfyldt med fantastiske smagsoplevelser, som jeg holder af. Men fælles for alle er, at stemningen, omgivelserne og selskabet også har været helt perfekt. Og et glas vin med vennerne på en solbadet terrasse med udsigt til vinmarkerne - om det er i Sydafrika, Portugal eller Argentina - er altid en af mine favoritter."

Hvad driver dig i arbejdet?
"Vinbranchen er bygget på passion. Det er en livsstil, og i realiteten er det mine kvindelige egenskaber, min feminine side, der gør mig god til mit arbejde. Jeg drømmer om at åbne vinverdenen for kvinder. Lære dem at stole på egne sanser, når de smager og dufter vin. Jeg ønsker at give dem power til at træffe en beslutning om, hvilken vin de vil købe, og hvilken flaske de har lyst til at nyde. 
Og så vil jeg gerne gøre op med alt det snobberi, der skygger vinverdenen. Der er en indforstået forventning til, at man bør vide alt om vin, før man udtaler sig. Det modsatte er faktisk pinligt. Den norm vil jeg gerne være med til at gøre op med, fordi den hæmmer vores sanser, frem for at lade os nyde vinoplevelsen.
Nydelse er målet. Hæld lidt vin i et vinglas. Kig på den, duft og smag. Og lad dine egne smagsløg bestemme."

Kontakt
JYSK VIN ApS
Østre Boulevard 29
8930 Randers NØ, Danmark
CVR: 10 10 02 24
Mail: jyskvin@jyskvin.dk
Tlf: 86 40 44 44
Åbningstider butik
Man-fre: 09:00-17:00
Lørdag: 10:00-13:00
Søndag: Lukket